spot stress symptomer hos andre

Hvordan spotter du stress hos andre? 7 symptomer du skal kigge efter

Stress er en usynlig tilstand. De, der er tæt på at få stress eller måske allerede har det, ved det sandsynligvis ikke en gang. Så hvordan kan du som kollega, leder eller HR-chef spotte om nogle af dine medarbejdere er ved at være tæt på stresstærsklen?

Det er ikke nemt, men her kommer nogle kendte og udadreagerende symptomer, som alle er relateret til stress. Men vær opmærksom på, at de enkelte symptomer også kan skyldes andre faktorer – det behøver ikke at være stress fordi du registrerer det hos en person.

Hudproblemer

Vores hud afslører meget ofte, hvis der er noget galt med os. Det kan være pludselig opstået eksem eller forværring af allerede eksisterende hudproblemer. Det er et tegn på at kroppen er stresset af eller andet – det kan være stress men også andre forhold (sygdomme).

Aggressivitet

Du kender det sikkert godt lidt fra dig selv, at hvis vi har travlt og skal nå en deadline, kan vi godt blive lidt irritable eller måske ligefrem aggressive. Så hvis en kollega eller medarbejder i en længere periode er aggressiv i sin adfærd eller mere irritabel og opfarende, kan det være et stress-signal, som du skal lægge mærke til.

Hukommelse og koncentration

Et af de første tegn på stress kan være et øget hukommelsessvigt, større glemsomhed og manglende koncentrationsevne. De er alle symptomer tæt forbundet med et øget stressniveau.

Mindre social

Hvis en kollega eller medarbejder, der ellers normalt er social aktiv begynder at lukke sig inde og ikke deltager socialt på arbejdspladsen kan det være et signal om stress. Vi orker ikke at omgås andre mennesker og lytte til deres fortællinger om det “gode liv”, når vi selv har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Så ændrer personer adfærd på det sociale område, er det værd at lægge mærke til.

Øget forbrug af stimulanser

Stimulanser kan holde os kørende i længere tid. Så hvis du observerer et øget forbrug af kaffe, cigaretter, sukker eller alkohol kan skyldes et højere stressniveau. Igen skal det være over en længere periode – altså uger eller måneder, før man bør reagere.

Træthed og uoplagthed

Såfremt en medarbejder over en længere periode begynder at virke træt, uoplagt og hænger med hovedet, kan det være stress. Men det kan også være meget andet, så hvis personen ikke har nogle af de øvrige symptomer, skal man måske ikke være bekymret. Til gengæld er manglende søvn en af de mest stressende faktorer.

Generelt helbred

Hvis en persons generelle helbred synes for nedadgående kan det (også) være stress. Altså hvis en person generelt begynder at skrænte. Her tænkes for eksempel på rygning, vægt, alkohol, motion og sygdom.

Disse symptomer er de mest synlige. Og uanset årsag bør du tage en snak med en medarbejder, hvis de begynder at optræde hyppigt. En samtale vil kunne afdække mere om, hvordan medarbejderen har det og om det er stress, der er på vej. På den måde kan du sætte ind, inden det er for sent og selve stressen indsætter.